2025 – Velfærdsteknologiens nye virkelighed
-
- 5. december 2025
Helhedspleje, færre hænder og et pres på kommunernes digitale ambitioner
2025 markerer et skifte i den danske ældrepleje, som både politikere, kommunale ledere og frontlinjemedarbejdere kun langsomt er ved at forstå rækkevidden af. Med den nye ældrereform er begrebet helhedspleje blevet det bærende princip: færre forskellige medarbejdere omkring borgeren, mere kontinuitet, større ro og bedre relationer. På papiret en sympatisk retning – hvem ønsker ikke en pleje, hvor borgeren møder kendte ansigter frem for et konstant skiftende persongalleri?
Men i praksis sætter reformen gang i en række dilemmaer, som ingen endnu har et klart svar på. Det mest markante: Hvordan skal kommunerne fortsætte – eller genopfinde – arbejdet med velfærdsteknologi i en ældrepleje, der nu forventes at være mere samlet, mere relationel og mindre fragmenteret?
For samtidig med kravene om helhedspleje står én sandhed klarere end nogensinde før: Velfærdsteknologi er ikke længere et valg. Det er en af de forudsætninger for, at ældreplejen overhovedet kan hænge sammen.
Helhedsplejens paradoks: Er der plads til e-teams?
Landet over har kommuner etableret e-teams, velfærdsteknologiske supportenheder og specialiserede funktioner, der arbejder målrettet med implementering af teknologi til borgere og medarbejdere. De har været drivkraften bag løsninger som medicinhåndteringsrobotter, digitale træningsprogrammer, sensorer, spiserobotter, telemedicin og automatiserede hjælpemidler.
Men helhedsplejens grundidé udfordrer modellen:
Hvis borgeren skal møde færre fagpersoner – kan kommunen så forsvare at sende et teknologiteam ud, som ikke indgår i den faste borgergruppe?
Nogle kommuner frygter, at specialteams kan blive betragtet som et brud på helhedsplejen. Andre overvejer, om e-teams skal integreres direkte i driften, hvilket både kræver opkvalificering, kulturforandring og en anden form for ledelsesmæssig opbakning.
Det er et paradoks:
De enheder, der har skabt teknologisk fremdrift, kan risikere at blive ramt af de nye regler. Samtidig har vi mere brug for dem end nogensinde.
Teknologi som tidsbesparelse – og tidsinvestering
De seneste ti års forsøg og implementeringer har vist én ting: Velfærdsteknologi virker. Når medicindispensere, vaskerobotter, digitale låsesystemer, alarmløsninger og intelligente hjælpemidler rulles ud rigtigt, frigiver det tid. Ikke bare minutter – men timer, som kan bruges på plejeopgaver, der kræver nærvær og faglighed.
Men helhedsplejen vender blikket mod noget andet: Hvem skal egentlig have ansvaret for oplæringen? Og hvordan sikrer man, at alle medarbejdere – i hjemmeplejen, sygeplejen, botilbuddene og akutfunktionerne – kan håndtere de digitale løsninger sikkert?
For sandheden er, at teknologi ikke implementerer sig selv.
Den kræver:
- Grundig træning
- Vedligehold
- Versionsstyring
- Support
- Tværgående samarbejde
- Ledelsesmæssigt ejerskab
- Et sted at ringe hen, når noget svigter
Hvis alt personale i marken skal kunne alt – får vi så en stærkere helhed, eller en sårbar flade af medarbejdere, der kun kan lidt af det hele?
Eller er tiden kommet til at genopfinde e-teams som uddannelses- og driftscentre, der arbejder bag kulissen, men uden at gå på kompromis med helhedsplejen?
Hvilken teknologistrategi skal kommunerne vælge?
I 2025 er der ikke én model, der passer alle. Kommunerne står groft sagt over for tre strategiske retninger:
1. Den brede udrulning – “Teknologi til alle borgere”
Her tænker man stort og helhedsorienteret:
Standarder, store leverandøraftaler og massive implementeringsprogrammer, hvor teknologier bliver en del af den daglige drift – ikke projekter.
Fordelen:
Skalerbarhed og ensartede arbejdsgange.
Ulempen:
Kræver tung koordinering og omfattende oplæring.
2. Specialteams-modellen – “Eksperter ud til borgerne”
Kommuner med stærke e-teams har bevist, at specialisering virker.
Eksperter kan hurtigere vurdere behov, lære fra sig, håndtere driften og sikre, at teknologien bruges rigtigt.
Fordelen:
Høj kvalitet og stabil drift.
Ulempen:
Risikabelt ift. helhedsplejens krav – og sårbart ved sygdom og personalemangel.
3. Partnerskabsmodellen – “Flere opgaver i privat regi”
Flere kommuner kigger mod private aktører til opgaver som:
- Teknisk support
- Alarmer og udrykninger
- Montering
- Vedligehold
- Specialiserede hjemmebesøg
Det minder om den måde, man i dag outsourcer alt fra vaskeri til nødkaldscentraler.
Fordelen:
Afhængigheden af egne hænder mindskes.
Ulempen:
Kvalitet og borgerkontakt kan blive fjernere fra kommunen.
Fremtidens nøglespørgsmål: Hvordan sikrer vi sammenhængen?
Uanset hvilken model man vælger, står sektoren tilbage med et hovedspørgsmål:
Hvordan bringer vi velfærdsteknologi helt ud til borgeren – uden at miste kontinuiteten, nærværet og kvaliteten i helhedsplejen?
Der er ingen nemme svar.
Men én ting står lysende klart:
Teknologi kan ikke stå alene – den skal forankres, forstås og vedligeholdes.
Helhedsplejen kan blive en gave for borgeren. Men kun hvis vi samtidigt giver medarbejderne de digitale værktøjer og færdigheder, der gør dem i stand til at stå stærkere – ikke mere pressede.
2025 bliver året, hvor kommunerne må beslutte sig:
Vil de lade helhedsplejen bremse udviklingen, eller vil de bruge reformen som springbræt til en mere moden og bæredygtig teknologisk praksis?
For velfærdsteknologi handler i sidste ende ikke om robotter, sensorer eller software.
Det handler om tid.
Tid vi frigiver, tid vi bruger rigtigt – og tid vi skylder de mennesker, der er afhængige af vores omsorg.
