Teknologien set fra borgerens stol – hvad beder vi egentlig mennesker om i 2025?

Når man står midt i en kommunal organisering, et velfærdsteknologisk projekt eller en travl hjemmeplejevagt, er det let at glemme, hvor langt vi egentlig beder borgerne om at flytte sig.

Vi taler om sensorer, medicinrobotter, intelligente bleer, digitale låsesystemer og sociale robotter som naturlige led i fremtidens ældrepleje. Vi taler om drift, datasikkerhed, installationer, servicevinduer og arbejdsgange. Vi taler om gevinster, frigivet tid, arbejdsmiljø og kvalitet.

Men ude hos borgerne – dem, det hele i sidste ende handler om – foregår der noget helt andet.

For mens teknologien stormer frem, står vi i stuer, køkkener og soveværelser hos mennesker, der er 70, 80 eller 90 år gamle. Mennesker, der voksede op i en verden, hvor en telefon havde drejeskive, og hvor “teknologi” betød vaskemaskinen, man fik i sølvbryllupsgave.
Mennesker, der ikke har bedt om de digitale hjælpere – men som har brug for dem.

Og det er netop dér, det moderne dilemma opstår:
Hvordan implementerer vi teknologi i en tid, hvor udviklingen går hurtigere end menneskers evne og lyst til at følge med?

---

Den verden borgerne kommer fra

Når vi træder ind hos en borger, møder vi ikke kun et menneske, men også et levet liv.

De fleste 80-årige i Danmark i dag:

• voksede op uden fjernsyn
• lærte først at skrive på skrivemaskine som voksne
• havde et arbejdsliv uden computere
• fik en smartphone, fordi familien sagde, de “bør have én”
• kender udtrykket “app”, men har aldrig rigtig forstået mekanismen bag
• har aldrig haft teknologi, der følger dem rundt i hjemmet eller taler til dem

Det betyder ikke, at de er imod udviklingen.
De er bare ikke formet til den.

Og derfor kolliderer to realiteter:
Den teknologiske logik, der siger “det her er simpelt,” og den menneskelige logik, der siger “hvad pokker er det, jeg får ind i mit hjem?”

---

Hvad vi beder dem om i 2025 – uden altid at tænke over det

For en yngre generation er en teknologisk enhed bare endnu et hverdagsobjekt. Men for en ældre borger kan én “simpel løsning” medføre en helt ny række forventninger:

• At de husker at lade ting op
• At de forstår blinkende lys og systemlyde
• At de ved, hvornår noget er en fejl
• At de tør trykke på en knap, når noget blinker
• At de accepterer, at et kamera registrerer bevægelser
• At de stoler på, at en robot giver dem den rigtige medicin
• At de lever med, at hjemmet ikke længere kun er deres – men deles med en digital infrastruktur
• At de ikke må slukke for noget, “selvom det larmer”
• At en AI konstant analyserer deres journal og data

Mange borgere siger aldrig højt, at de er usikre.
De nikker, når vi gennemgår udstyret.
De smiler høfligt.
De siger “det skal jeg nok lære.”

Men når døren lukker, står de alene tilbage med det hele. Og det er præcis dér, implementeringen enten lykkes – eller falder fra hinanden.

---

Det lille menneske i den store digitalisering

Vi taler meget om gevinster.
Vi taler meget om tid.
Vi taler meget om, hvad teknologien kan gøre for medarbejderne og for økonomien.

Men vi taler for sjældent om, hvad teknologien gør ved borgeren.

For en intelligent ble kan være fantastisk – men føles mærkelig og invasiv.

En medicinrobot kan være livsreddende – men også en daglig påmindelse om, at man ikke længere kan selv.

En social robot kan give selskab – men kan aldrig erstatte det menneske, borgeren egentlig savner.

En sensor i soveværelset kan forebygge fald – men kan også føles som et kamera, selv om det ikke er det.

Teknologi er aldrig neutral.
Den ændrer noget – måske noget godt, måske noget svært.

Og derfor er den relationelle opgave større end selve teknologien.

---

Når vi ser teknologien gennem borgerens øjne, ændres vores arbejde

Artiklens formål er ikke at kritisere teknologien. Tværtimod.

Velfærdsteknologi gør en forskel – hver dag.
Den frigiver tid, skaber sikkerhed og hjælper mennesker med at bevare selvstændighed.

Men vi skylder borgerne at arbejde med teknologien på en måde, der giver mening for dem:

• et roligt tempo
• tålmodige oplæringer
• tydelige forklaringer
• lavpraktiske løsninger
• genbesøg, når det er nødvendigt
• støtte til de pårørende
• et sprog, der tager hensyn til alder, erfaring og tryghed

Det er ikke bare god service.
Det er god omsorg.

---

Den holistiske tilgang – teknologien kommer sidst, mennesket først

Når teknologier i dag rulles ud i stor skala, er risikoen, at vi mister blikket for det enkelte menneske i jagten på den store løsning.

Men de bedste implementeringer begynder ikke med selve dimsen.
De begynder med spørgsmålene:

• Hvem er borgeren?
• Hvad betyder teknologien for deres hverdag?
• Hvad tager vi for givet?
• Hvor kan vi sætte tempoet ned?
• Hvordan sikrer vi, at de ikke føler sig forkerte, dumme eller afhængige?

Den ældreborger, der åbner døren, skal ikke tages med storm.
Vedkommende skal tages i hånden.

---

Teknologiens succes afhænger af borgerens tryghed

Hvis der er én ting, vi skal minde hinanden om i 2025, er det dette:

Den teknologiske udvikling kan ikke løbe hurtigere end borgerens tryghed kan følge med.

Vi kan installere sensorer, robotter, medicinløsninger, digitale systemer og alarmer.
Men hvis borgeren ikke føler sig tryg – falder det hele til jorden.

Tryghed er fundamentet.
Teknologi er værktøjet.
Mennesket er centrum.

Og det er først, når alle tre ting spiller sammen, at velfærdsteknologi bliver den støtte, den er tænkt som – og ikke en byrde.

---

Hvis vi virkelig vil lave velfærdsteknologi, der virker, skal vi begynde med at se verden fra borgerens stol – ikke fra manualen, systemet eller budgettet. For teknologien bliver kun god, når mennesket bag den bliver set.